Vi ved det. Det har knebet med at få holdt dagbogen opdateret, så her kommer en længere smøre.
Sommeren har budt på både gode og dårlige oplevelser så her kommer et sammensurium over den forløbne periode.
Både vores Inka'er og vores Rosa'er fik sat redekasser op i foråret, vel vidende at der tidligst vil ske noget næste år. De skal dog have lov til at vænne sig til dem og det gik også ganske fint. Alle har ved adskillige lejligheder været i kasserne.
Hos vores Cuba amazoner gik det som sidste år. Hun lagde fire æg og gav sig til at ruge med det samme, men som vi havde anet, var ingen af æggene befrugtet. I år var vi ekstra opmærksomme på forløbet og mener at have fundet problemet. Vi har så megen kamera-overvågning omkring vores fugle og befinder os så ofte omkring dem, at vi som regel ser det mindst én gang, hvis en han bestiger hunnen. Det sker som regel flere gange, inden hun går i kassen. Hos Cuba'erne har vi dog aldrig set bare antydningen af kopulation og heller ikke set, at hannen har bejlet til hunnen. Vores teori er, at så snart kassen er sat op og vi begynder at fodre med spirer, springer hun direkte ned og lægger æg. Måske er der ikke den sympati som vi troede, selvom de enes godt. Vi vil nu forsøge at få byttet den ene af dem ud og så håbe at en ny sammensætning lykkes, uden for meget ballade.
Rubino rosella'erne brillierede med fire æg, hvoraf de tre var befrugtet. Alle tre klækkede fint og de har udviklet sig til nogle meget flotte fugle. Dét synes vi er godt gået, da det er første år de prøver. I går blev de tre unger sat i deres egen voliere. De bliver formentligt først solgt til næste år, når de har fået deres "voksen" fjerdragt.



Vores Blåpandede amazone hun lagde i år fire æg, men kun to var befrugtet. Ungerne blev ringmærket og taget ind til håndopmadning d. 25 Juni og har netop nu taget deres første "take off". Den ene var allerede reserveret inden klækningen og den anden bliver averteret til salg når håndopmadningen er helt færdig og kønstesten er på plads. De er begyndt at spise både pellets, frugt og grønt, så suppleringen med håndopmadning er nu kun maintenance.

ID 001.


ID 002.

Vores fuglehold er også blevet udvidet lidt, idet vi har fået endnu en Rødhalet grå jaco, som lyder navnet Amigo. Vi vil på et senere tidspunkt finde en passende dame til ham. Indtil videre sidder han i vores stue og underholder hele familien.
Vi har også suppleret vores "flock" med endnu et par Blåpandede amazoner, men de vil først være kønsmodne om et år eller to.
Sidste skud på stammen er en stor Moluk kakadue, som vi modtog d. 9 Juni. Hun var i en forfærdelig forfatning og opgivet af sine tidligere ejere. Hun var meget kraftigt plukket og var sågar begyndt at bide hul i brystet på sig selv. Vi er overhovedet ikke i tvivl om at det skyldes ensomhed og frustration, da hun har siddet alene i flere år. Lady, som hun hedder, er meget tam overfor mig, men er ikke så glad for kvinder. Også Lady sidder i vores stue og allerede nu kan vi se en stor forbedring. Det vrimler nu frem med små dun og fjer hvor hun før var nøgen og hun er blevet i meget bedre humør. Hun pludrer en del og elsker at blive nusset. Vi tester nu det amerikanske produkt "Pluck No More" og vil løbende orientere om udviklingen her i dagbogen. På længere sigt er det planen at finde hende en mage.

Et "før" billede af Lady, vores Moluk kakadue. Ikke et kønt syn må man sige.

I slutningen af Juli oplevede vi den tort at miste vores Hvidtoppede han, Snemand, ved en grim ulykke. Dette er uden tvivl det værste som kan overgå en fugleholder, uanset om vi taler om tamfugle eller volierefugle. Fugle dør jo på et tidspunkt, men at miste en ung fugl som kunne have levet godt de næste 70 år, har redet os som en mare lige siden. Især måden det skete på gør oplevelsen meget slem.
Vi har lavet en side som vi kalder "In memoriam" som kan findes i Menuen. Hér vil vi forklare detaljerne omkring ulykken.
Siden kan også findes ved at følge linket hér: In memoriam
Vi leder nu efter en kønsmoden han til Snehvide, men de er ikke så nemme at finde.

Så lykkedes det os at få fat i en han til vores Hvidtoppede hun, Snehvide.
Vi hentede den i dag og var meget spændte på at se hvordan Snehvide ville reagere, men også ret nervøse. Det viste sig heldigvis, at det havde vi ikke nødigt, for hannen viste sig at være glad for Snehvide og hun er endda overordentligt glad for ham og for selskab igen. Hun gør alt hvad hun kan for at indynde sig og prøver ofte at kravle ind under hannen.


For nemhedens skyld har vi også døbt ham, Snemand. I optegnelserne om ham går han dog under betegnelsen Snemand2