Hovedmenu
Forside
Præsentation
Hvad tilbyder vi
Fugle til salg
Vores volierer
Vores fugle
Fotogalleri
Dagbogen
In Memoriam
Kontakt os
Råd om fuglehold
Gæstebog
Links
Marts 2007
Lørdag d. 10 marts 2007

Så kommer igen en opdatering med stor forsinkelse.
Jeg har lige skiftet job, og der har i den forbindelse været meget at se til. Ydermere er Jeannette kommet slemt til skade på hendes arbejde. Hun fik sprunget samtlige ledbånd og korsbånd i hendes ene knæ, så hun er ukampdygtig de næste mange måneder.
Det betyder naturligvis ekstra meget arbejde for mig nu, så det kniber med at få tid ved komputeren.

Det har godt nok været en mærkelig vinter i år. I januar måned satte vores dværgpapegøjer en flot unge på pind, og de går endda i udendørs voliere.
Vi har indenfor den sidste uge set vores Rosa kakadue han kopulere med hunnen adskillige gange, og for at det ikke skal være løgn, har hun nu lagt 2 æg.
Rosaerne er først lige blevet kønsmodne og det er første år de prøver.
De kan da heller ikke rigtigt finde ud af det endnu. Først syntes hannen Laban, at der var for få æg, så han hentede en vindrue som passede i størrelsen og lagde den sammen med æggene.
Her til morgen så jeg så, at det ene æg var slået i stykker, så det sidste har jeg lagt i rugemaskine.
Jeg tvivler nu på at det er befrugtet, men det vil vise sig om en uges tid.

Som nævnt tidligere, byttede vi vores Kuba han og det går stadig meget fint med dem.


Her ses cubaerne i den indendørs del. Hannen er ikke så glad for kameraet, så han holder sig lidt i baggrunden.

I de sidste par dage, hvor solen har vist sig, sidder de begge ofte sammen udenfor og nyder det.

Vi fik jo også en ny han til vores hvidtoppede Snehvide. Også her er der fin sympati og vi har meget store forventninger til både dem og Kubaerne i år.
De hvidtoppede er desværre så grove ved deres redekasse, at den nu er gnavet totalt ned. Derfor er jeg begyndt at forberede en ny rede til dem.
Det bliver den samme som Snehvide og den gamle Snemand var så glade for, men denne gang bliver alt gjort for, at der ikke kan ske en ulykke, som den der kostede Snemand livet.


På dette billede er det nederste rør til reden sat på plads.


Her kan man se at jeg har boret huller, så toppladen (bunden i reden) kan skrues fast.


Hele røret er fyldt op med sand som er stampet godt til.


Her er pladen blevet skruet fast.


Nu har vi gjort alt hvad vi kan, for at undgå en ulykke som den der skete tidligere (se dagbogen for August 2006 og linket her: "In memoriam")
Lige nu er jeg ved at montere kamera i toppen af det øverste rør og derefter bliver det sat ovenpå delen som er vist på billederne.

Vi har i øvrigt lige fået 5 nye kameraer hjem, som skal monteres inden sæsonen starter.
Denne gang bliver det en ny type med færre IR lamper. De infrarøde lamper skal jo sikre, at vi altid kan se hvad der foregår i kasserne, men på de modeller vi hidtil har brugt, har der simpelthen været så mange IR lamper, at vi har måttet dække en del af dem til med sort tape.
Desuden er de nye kameraer meget mindre og det passer os godt. Nu er vi spændte på at se hvordan de virker.

Når tiden tillader det, arbejder jeg på et nyt design til vores hjemmeside her. I modsætning til denne her, bliver den nye side med fast bredde. På den måde undgår vi at de forskellige objekter på siden flytter sig og i visse tilfælde ligger oveni hinanden, afhængigt af hvilken skærmstørrelse besøgende har.
Siden vil også, til en vis grad, være opbygget ved hjælp af Stylesheets og menüen vil være helt ændret i forhold til den nuværende.
Vores bomærke bliver i den forbindelse også ændret, således at navnet i mærket får den farve, som altid bliver brugt når vi skriver det.


Jeg afrunder lige med lidt godt for øjet. Har igen leget lidt med kameraet.





Mandag d. 26 marts 2007

Så gik en af de sidste weekender, inden vi starter sæsonen med spireblandinger og opmadningsfoder o.s.v.
Vi føler nu også, at vi er klar til den kommende ynglesæson. Alle redekasser er rengjort, har fået nyt redemateriale og er blevet hængt på plads.
Fire af de fem nye kameraer er blevet installeret og som tidligere nævnt, er de fysisk meget mindre og med færre IR lamper.
Lige efter opsætningen var vi dog lidt skuffede, for billederne var ikke særligt skarpe. Det gik jeg så rundt og rugede over et par dage, indtil jeg fik ideén, at skrue et af dem fra hinanden. Disse overvågningskameraer til udendørs brug er jo lavet til at give skarpe billeder på meget større afstande, end den vi har i en redekasse. Og netop i vores nye kasser, ser vi det meget tydeligt, for i det nye anlæg bruger vi udelukkende L-formede kasser hvor afstanden fra toppen til redematerialet, kun er omkring 30-35 cm.
Det viste sig heldigvis da jeg fik kameraet åbnet, at linsen kunne justeres frem og tilbage og så var dagen reddet.
Nu er alle kameraer justeret ind så de giver et knivskarpt billede af rederne.

Redekassen som jeg skrev om tidligere, den til de Hvidtoppede kakaduer, er færdig og på plads. Den er også med kamera og vi kan hver dag se hvor glade de begge er for den.

Til slut vil jeg lige nævne, at vores fuglehold er blevet udvidet lidt, idet vi i lørdags hentede en to år gammel 1,0 Kravepapegøje.
Dette er en fugl som længe har været på vores ønskeseddel, så over de næste par år vil vi forsøge at finde en mage til ham.
Her i starten får han lov til at gå i en indendørs voliere og her kommer lige et hurtigt skud af ham, taget kort tid efter hjemkomsten.


Vores nye Kravepapegøje har endnu ikke fået et navn, men det kommer.
Undermenuer
2005
2006
2007
Januar
Marts
April
2008
2009
2010
2011