Omkring d. 22 Juli 2006, mistede vi Snemand, vores Hvidtoppede kakadue-han, som var en af de første større fugle i vores fuglehold.
Når vi er lidt usikre på datoen, skyldes det, at særlige omstændigheder gør, at han kan være død et par dage tidligere. Den 22 Juli blev han fundet og vi led det hidtil største tab i vores tid som fugleholdere.

Før vi kommer ind på selve ulykken som kostede Snemand livet, vil vi lige komme med lidt baggrundshistorie.
Både Snemand og Snehvide var et meget harmonisk sympatipar, som aldrig foretog sig noget uden at partneren var med. Vi købte begge fugle af en fuglehandler på vestsjælland i sommeren 2003 og det blev hurtigt klart for os, at de begge var meget menneskesky. Fuglehandleren, som kun havde dem i kommision, kendte ikke meget til deres oprindelse, ud over at de skulle være fra 1998 og at ejeren ønskede at sælge, fordi han skulle flytte udenlands. Ingen af fuglene var ringmærkede. Selvom det tog lang tid, lykkedes det os at opbygge nogen fortrolighed mellem os og især Snemand, som jo også var den modigste. Det sidste år tog han endda meget små afskallede jordnøddekerner direkte fra hånden.
Begge elskede at tage brusebad når det regnede, hvilket de kunne gøre, da den yderste meter af volieren ikke var afdækket. Men de var panisk angste for alle andre former for vand og vi har en mistanke om at de som yngre har været drillet med en haveslange.
Selvom de havde adgang til indendørs voliere, kom de kun sporadisk derind og kun af ren nysgerrighed. Det stod hurtigt klart for os, at de foretrak at sove i deres udendørs redekasse og det gjorde de både sommer og vinter. Denne adfærd sled naturligvis ekstra meget på deres traditionelle redekasse, som de kunne gnave næsten helt ned i løbet af én sæson.
Hverken i 2004 eller i 2005 kom der æg, selvom vi begge har set Snemand bestige Snehvide adskillige gange. Vi var så småt begyndt at tvivle på Snemands evner til at befrugte hende, men så løb vi tilfældigvis ind i en fuglemand som kendte den tidligere ejer. Denne boede stadig i byen, men var nu definitivt ved at afvikle alle sine volierer for at flytte udenlands. Ham ville vi naturligvis meget gerne tale med og det blev også arrangeret. Dette møde viste sig at blive meget opløftende, for ikke alene kunne han fortælle os at fuglene, året før han satte dem i kommision, fik to unger på pind. Men vi kunne sågar få den redekasse med hjem, som fuglene havde brugt i forbindelse med dette kuld.
Denne kasse var noget speciel, men også "gnavesikker" og tung som et ondt år. Den bestod af to meget kraftige glasserede kloarkrør som kunne stilles ovenpå hinanden og da de begge var med "krave" gav det både en stærk samling samt en stabil fod, det hele kunne stå på.
De blev meget glade for den nye kasse og det var tydeligt at de genkendte den.

Et par dage før, og frem til fundet af Snemand, havde ingen af dem vist sig udenfor kassen overhovedet. Det var ikke unaturligt at der kunne gå temmeligt langt tid imellem vi så dem. Dels sov de altid i kassen og endvidere opholdt de sig altid deri, når de trængte til ro eller sov til middag. Især i denne periode hvor det var så varmt, var kassen, som jo var lavet af brændt ler, det køligste sted i volieren. Uheldigvis havde vi et par dage før fundet, sat en stor pool op i haven og vi havde en anelse om at de måske var bange for den. Begge har før udvist tydelig angst-adfærd hvis vi gik rundt med en haveslange og vi har ofte talt om, at de må være blevet skræmt med vand, tidligere i livet.
De kunne naturligvis også have været ude på tidspunkter, hvor vi ikke lige var i nærheden og vi kunne stadig høre de sædvanlige morgen og aften skrig, men kun fra kassen.
Da vi ikke havde set dem ude i 2 dage og også kunne konstatere, at de ikke havde rørt deres mad og specielt deres vand, blev vi for alvor nervøse. Én ting var at de måske var blevet meget nervøse for poolen, men i denne varme måtte de simpelthen have noget at drikke. Vi var selvfølgelig bange for at de skulle gå hen og dø af dehydrering.
Her vil det være passende med en mere detaljeret beskrivelse af redekassen som vi ellers syntes var ret genial og med mange fordele sammenlignet med traditionelle kasser af træ.

Kassen bestod af to kraftige glaserede kloarkrør som var lukket i toppen med en tyk krydsfiner-plade.

Pladerne var sat fast med silikone, som jo er både stærkt, holdbart og som beholder sin elasticitet, selv ved kraftige temperatur-ændringer.
Det var samme type som bruges til at lime selv meget store akvarier sammen.
De to rør kunne sættes ovenpå hinanden og i den øverste var skåret/hugget et flyvehul. Det var derfor kun den øverste del som udgjorde selve reden og den nederste fungerede således som fundament, så reden kom op i den rigtige højde over jorden.
Den eneste ulempe var, at det ville være næsten umuligt at lave en inspektionslem som var ligeså holdbar som selve kassen.
Af klare fordele kan nævnes:
Meget stærk, fuglene kan under ingen omstændigheder gnave den i stykker.
Rund, hvilket nok kommer tættest på deres naturlige reder.
Så tung, at den står meget stabilt og man behøver ikke at hænge den op.
Indeklimaet er køligt. En klar fordel hvis fuglene også bruger den til at opholde sig i om dagen.
Den største fordel i vores tilfælde var imidlertid, at fuglene kendte kassen og var meget glade for den. Vi fik den af den tidligere ejer af Snemand og Snehvide og de har sågar fået unger, i den selvsamme kasse. Det var også meget tydeligt at de genkendte den da de fik den ind og de ignorerede øjeblikkeligt den store træ-kasse, som jeg møjsommeligt havde tømret sammen.

Snemand sidder i åbningen i den rede han var så glad for og som skulle koste ham livet.

For at vende tilbage til hændelsesforløbet, var vi efter et par dage blevet så nervøse over at vi ikke så dem ude, at vi måtte ind i volieren for at tjekke. Med lommelygte og spejl kunne jeg komme til at se ned i kassen og til min store overraskelse, kunne jeg kun se Snehvide og hun syntes at sidde meget dybere end normalt. Jeg kunne dog se at hun sad på pladen, men Snemand var ikke at se. Nu var jeg klar over at noget var rivende galt og jeg gennemsøgte hele volieren, både ude og inde for at lokalisere ham, men uden held. Kunne hun sidde lige oven på ham, på en måde så jeg ikke kunne se nogen af hans fjer stikke ud under hende? Det virkede ikke sandsynligt, men jeg var nødt til at få Snehvide ud af kassen nu. Jeg stak en tommestok ned til hende og selvom hun normalt er meget bange for mennesker, kravlede hun øjeblikkeligt op ad den, forbi min hånd og fløj ud i volieren.
Det lykkedes mig at få løftet det øverste rør ned og dermed afsløredes i al sin gru, hvad der var må være sket et par dage tidligere. Jeg bliver dårlig af at tænke på den forfærdelige skæbne, som er overgået vores Snemand, og hvordan en masse tilfældigheder kan lede til et så uhyggeligt endeligt for en af vores allerførste store kakaduer.
Snemand lå helt nede i bunden af det nederste rør og nedenunder den plade som ellers skulle sidde i toppen og derved funger som bund i det øverste rør. Hvordan han er havnet under pladen er lidt af en gåde, men i virkeligheden er der ikke så mange muligheder, da pladens diameter passede nøjagtigt, indvendigt i røret.
Jeg har lavet en lille skematisk serie, som kan illustrere et muligt hændelsesforløb:

Snemand er som den første sprunget ned i kassen.	Pladen kan have løsnet sig således, at den kunne vippe om to punkter. Han er derved faldet helt ned i bunden.	Muligvis er pladen da vippet tilbage i vandret position og Snehvide er efterfølgende sprunget ned på den, hvorved den har løsnet sig helt.	Både plade og Snehvide er landet ovenpå Snemand. Snehvide sad dermed så dybt, at hun ikke kunne komme op ved egen hjælp.

Om silikonen som skulle holde pladen på plads, alligevel er blevet forvitret med årene, eller om fuglene har gnavet hele vejen rundt i kanten, ved jeg ikke. Jeg véd imidlertid at pladen sad endda overordentligt godt fast, da reden blev sat op. Der var på dét tidspunkt ikke spor af gnav langs kanten og kassen havde været brugt af de selv samme fugle, allerede inden vi modtog dem.
Hér bagefter, kører tankerne uafbrudt omkring hændelsesforløbet. Kunne vi have gjort noget for at undgå dette uhyggelige udfald?
Set i bakspejlet ville det naturligvis have været smart om vi havde løsnet pladen selv og fyldt det nederste rør op med beton eller jord.
Og poolen? Havde vi ikke sat den op foran volieren, havde vi måske fået mistanke om, at der var noget galt tidligere og at de ikke bare havde vandskræk som vi jo ved, at de begge led af.
Og hvis vi havde checked tidligere, eller hvis vi havde fået flyttet kameraet over fra den gamle kasse, ville vi så kunne have nået at redde ham? Måske. Vi véd ikke hvor længe han har været ved bevidsthed under pladen og det er netop dét, der gør så forbandet ondt.