|
|
Det gamle anlæg
|
Det gamle anlæg er bygget, og ombygget over flere omgange, så det er selvfølgelig ikke så stilrent som vores nye anlæg. Det er vokset så at sige ved knopskydning, og det kan man godt se. Som nævnt i et andet afsnit, fik jeg mine første fugle i 1990 og dem fik jeg forærende på den betingelse, at jeg demonterede de volierer som de gik i og tog det hele med mig. Dette anlæg bestod af 2 voliere som var bygget af lægter og målte 2 meter i længden, 2 meter i højden og hver især var de en meter brede. Det var tidligt på foråret da jeg fik det hjem, så der var ingen problemer med at have fuglene gående i disse volierer, uden adgang til inderrum, for en tid. På mit grundstykke har jeg et muret og isoleret udhus som måler 7 x 4 meter, og det var i forbindelse med dette hus, at voliererne skulle opsættes. Heldigvis besluttede jeg mig for, allerede før jeg havde prøvet at holde fugle, at de to volierer skulle suppleres med yderligere 3, således at der kom til at stå ialt 5 volierer ud fra langsiden på udhuset.
Til venstre de to gamle volierer og til højre de tre som jeg selv byggede.
Som det ses på tegningen ovenover, blev de gamle volierer (nr. 1. & 2.) sat op ad bygningen i venstre side og tre nye (nr. 3. 4. & 5.) blev samtidigt bygget til højre for dem.
Disse nye voliere blev også bygget i 2 meters højde og en meters bredde, men målte 5 meter i længden. På den ene optager slusen dog en meter af længden. Det hele blev bygget i tryk-imprægnerede lægter og alt blev overdækket, inklusive en del af området udenom voliererne, således at man kan gå tørskoet rundt hvis det regner. Indendøre blev bygget 5 bure på 1 x 1 meter samt 1,5 meter høje. De er hævet omkring en meter over gulvet, på nær bur nr. 5 som står i fuld højde. Fra dette bur har jeg lavet flyvehuller både en meter over gulvet og helt nede ved jorden. Dette var fordi jeg ønskede at have kinesiske dværgvagtler gående i denne voliere og det havde jeg da også i en årrække. Alle indendørs volierer var opbygget i 20x10mm træ profiler og beklædt indvendigt med parakit tråd med 20x10 mm maskestørrelse.
Som det også ses på tegningen byggede jeg nogle år senere endnu en voliere (nr. 6.), denne gang på terrassen til venstre for bygningen. Denne voliere bruges dog ikke mere, men husede i en periode små finker.
De fem volierer på forsiden har gennem årene huset mange forskellige fugle før vi fandt frem til en sammensætning som passede os. I menuen under "PBC Denmark/Vores fugle" kan ses hvilke fugle vi har haft gående siden vi startede med fuglehold.
Hvis jeg nu følger nummereringen af voliererne, så kom der til sidst til at gå følgende arter:
- Stanley parakit
- Blå rosella
- Rødvinget parakit
- Pennant parakit
- Konge parakit
Til venstre ses de to gamle 2-meters volierer og til højre de tre 5-meters.
Endnu før jeg stoppede mit arbejde i Saudi Arabien, købte vi et par Blåpandede amazoner samt et par Hvidtoppede kakaduer. Jeg kunne simpelthen ikke stå for dem, så dem måtte jeg have og det til trods for at jeg ikke havde pladsen til dem.
Det blev nok en af de travleste ferier jeg har haft, for der skulle selvfølgelig bygges volierer til begge par og det måtte gøres før jeg skulle flyve tilbage til Saudi. På terrassen til venstre for udhuset byggede jeg en voliere til de Hvidtoppede, og den kom til at måle 2,5 x 3,0 meter og 2 meter i højden. Også de skulle naturligvis have et bur indendøre, men det er yderst sjældent at de bruger det. Af uforklarlige grunde bruger de redekassen til at sove i og det både sommer og vinter.
|
For oven ses de Hvidtoppedes voliere og nederst det indendørs bur som de meget sjældent bruger.
Volieren til de Blåpandede amazoner byggede jeg op ad udhusets højre side. Denne voliere kom automatisk under tag, da der i forvejen står et langt skur, hvorfra jeg kun behøvede at fjerne forsiden på et stykke. Denne voliere måler 2 x 3 meter og omkring 1,8 meter i højden.
|
For oven volieren til de Blåpandede amazoner og for neden det tilhørende indendørs bur.
Dette var lige en kort beskrivelse af vores gamle anlæg. De er selvfølgelig ikke så gennemtænkt og flotte som vores nye anlæg, men sådan er det vel ofte når man bygger volierer sammen med eksisterende bygninger, som ikke er specielt opført til fuglehold. Man må ofte gå på kompromis og desuden må vi jo konstaterer, at de erfaringer vi har fået med de gamle anlæg, først kunne implementeres effektivt på de nye.
Én ting har vi dog efterfølgende ændret på de gamle og det er, at selv om fodringen hér foregår udenfor, har vi forsynet alle med foderkarussel.
SIDSTE NYT
Et helt nyt kapitel er nu blevet skrevet om vores gamle anlæg, for som man vil kunne se under linket om vores fugle, har vi efter mange overvejelser afsat stort set alle vores Australske Parakitter. Det gamle anlæg har gennemgået en større ombygning som blev færdiggjort i 2008, således at disse volierer kan huse større papegøjer. Som det ses på tegningen herunder, er nogle af voliererne slået sammen og enkelte blevet forlænget.
Skitsen viser det gamle anlæg efter ombygningen
Disse volierer er på tegningen blevet nummereret fortløbende og som det ses blev de to korte volierer i venstre side (nr. 2.) slået sammen og samtidigt forlænget, således at det færdige resultat blev én voliere på to meters bredde og fire meters længde.
De to længste voliere (nr. 3.) blev ligeledes slået sammen så vi endte med én stor voliere på 2 meters bredde og fem meters længde.
Volieren længst til højre (nr. 4.) forblev størrelsesmæssigt urørt, men for alle sammen gælder det naturligvis, at alt tråden er skiftet ud med papegøje-tråd som er monteret indvendigt for at beskytte træværket. Desuden blev der de første 3 meter imellem voliererne, fra bagvæggen, monteret metal-plader. Den resterende del, hvor fuglene kan komme i kontakt med hinanden, blev med dobbelttråd.
Indendøre blev ombygningen mere radikal idet alle de eksisterende volierer blev revet helt ned og derefter opbygget i aluminiums-profiler på samme måde som i vores nye anlæg. De indvendige volierer blev ligeledes forsynet med foderkarusel ligesom vi ved samme lejlighed monterede karuseller på de indendørs volierer til de Hvidtoppede kakaduer (nr. 1.) og hos de Blåpandede amazoner (nr. 5.). Alle vore fugle bliver således fodret indendørs nu.
Volieren som på tegningen er vist bag voliere nr. 1. er nu demonteret.
Hvis jeg følger nummereringen sidder der nu følgende fugle i de viste volierer:
- Hvidtoppet kakadu
- Rødrygget dværgara
- Inka kakadu
- Rødhalet grå jaco
- Blåpandet amazone
|
|
|